Gå videre til hovedindholdet

Opslag

Faren ved passionsteorien

Når man bevæger sig ud af selvudviklings vejen, så kan man næsten ikke undgå, at løbe ind i teorier op og ned, om hvor vigtigt det er at finde sin passion. Det er jo i sig selv meget fint. Hvem vil ikke gerne have noget de brænder for og som fylder dem med energi? Der er findes faktisk flow teorien, som er psykologiens svar, på det grenen af passionister forsøger at beskrive. Den fortæller netop hvordan vi lettere lærer og får en følelse af, at alting bare glider når vi er i flow. Og det er da mega fedt, hvem vil ikke opleve det? Problemet med passions teorien er dog lidt den samme, som ideen om den eneste ene. Hvis man tror på, at ude i verden findes der kun en mand/kvinde for en, så er det eddermadneme skidt hvis man fucker det op for sig selv. Det samme gælder passionsteorien. Hvorfor? Tankerne bag passionsteorien er, at hvis du blot finder frem til din sande og ægte passion, så bliver du lykkelig. Nogle flotter sig, af at tilføje "hele tiden". Men en ting
Seneste opslag

Når skolen ER magten

Vi blev som sagt, dem vi ALDRIG ville blive. HR. og Fru Danmark. Bare tanken ville for 10 år siden have fået mig til, at væmmes. Det evige trivielle og ensrettede liv. Det var egentlig ikke tanken om, at være som alle andre, men mere tanken om, at mit liv blev ensrettet og hult, som jeg frygtede. Alligevel sprang jeg helt frivilligt (eller det vil sige delvist da vores første barn ikke var planlagt), ud på det dybe og meget strømlignede hav, sammen med alle de andre bund naive og forblændede sjæle. Vi troede vi var anderledes. Vi troede vi kunne gøre det bedre. Men sagen er jo den, at det saft susme er svært i vores lille land, at gøre noget andet. En ting er, at vi blindt følger resten af tropperne på vejen mod det ansvarlige forældreliv. En anden ting er, at samfundets normer, kræver at vi ensrettes. Hvis man ikke ønsker sit barn i institution (det er blevet nemmere på de 10 år jeg har været mor), så ser folk skævt til en. Der må være noget man ikke har forstået, siden at man

Mit liv (eller mangel på samme) på graf

Hvor blev mit liv og min tid af ??!?! Det var endnu en uge på arbejdet. Jeg var som altid ved, at drukne i arbejde og i den evigt dårlige samvittighed over for både arbejde, mand og børn. De nedsunkede drømme Men der var også noget nyt undervejs. Jeg var vred på mig selv, jeg var ulykkelig over følelsen af stilstand. Af at se mine drømme, der hang der ude, ikke på nogen måde kom tættere på. En følelse af magtesløshed over for livet, for jeg følte virkeligt, at jeg stod i kviksand og kæmpede af alle kræfter for, at komme op og videre mod fremtidens drømme. Mit liv, og alt den glæde der ventede der ude. Men jeg kom ikke videre Men sådan havde jeg haft det længe og nu var jeg nået til et sted, med modløshed og følelsen af, at ville kaste håndklædet i ringen. Jeg røg så langt ned denne gang, at jeg i min desperation overvejede om, jeg bare skulle blive skilt. Er skilsmissen vejen til lykke? Det kunne være så lækker, kun at have ungerne på halv tid. Ikke fordi jeg ikke elskede

kort og godt - Intro om mig.

Jeg blev færdig med min cand.mag 2017. Hoppede med begge ben ned i den "fælles forståelse" om at dimittender har svært ved at få job. Dette betød, at jeg allerede inden beviset var i hus, stressede for at få jobbet i hus. Jeg tog det første og værste job jeg kunne komme i nærheden af og allerede ved samtalen, eller det følgende opkald om hvorvidt, jeg kunne starte den følgende dag, burde mine alarmklokker have skreget. Men ak nej, jeg vadede lige ud i lorten med begge. Dårlige arbejdsvilkår og alt for meget gratis overarbejde. Tilmed en rigtigt dårlig løn. Jeg sagde op inden stressen fik, alt for godt tag i mig. I dag er jeg imellem job. Jobcenteret kalder mig ledig og opfører sig som om det er en akut trussel imod samfundet, at jeg endnu ikke er i job. (jeg kører på 5 ledighedsuge) Jeg gik egentligt ind i det her ledigheds halløj med åbne arme og øjne. Men allerede i 2 ledighedsuge, allerede havde været på A-kassen en gang, jobcenteret en og en dato på opstart på

Hvad gør man, når man vil noget andet?

Det spørgsmål var min indgangsvinkel til denne blog. Jeg var/er kørt surt i livet. I en alder af 33 år har jeg to semistore børn, en udsigt til en fremtid med gældsoptag og en forsat fotravlet og bundet hverdag. Alt sammen noget jeg i virkeligheden hverken har lyst til eller rigtigt magter. Jeg mærker allerede nu, forventningens lænker stramme sit greb om mig. Hvordan mine behov og drømme om frihed, ikke hænger sammen med andre drømme og forventninger om arbejde og hus med stor grund og dyr. Jeg kan se og mærke hvordan jeg selv er forsvundet ind i hverdagens trummerum, i intetheden, til jeg til sidst ikke længere har kunne mærke mig selv, hvad jeg vil eller i det hele taget kan lide og drømmer om. Jeg er som selvstændigt individ og person forsvundet ud i hverdagen og jeg tar mig selv gå i panik over, at være 33 og dermed officielt ikke en af de unge mere. Ikke fordi jeg ikke er ung, men følelsen af, at tiden hvor man kunne lege og prøve sig frem på må og få, er forsvundet ud i de

Velkommen !

Her kommer en ny side, om min rejse, gennem en verden fyldt med bekymringer  og i den grad med tanker i overskud.  Planen er, at få styr på livet, på alle tankerne og derved opnå plus på energitanken.  Mit håb er, at mine tanker i overskud, kan blive til overskudstanker