Når man bevæger sig ud af selvudviklings vejen, så kan man næsten ikke undgå, at løbe ind i teorier op og ned, om hvor vigtigt det er at finde sin passion. Det er jo i sig selv meget fint. Hvem vil ikke gerne have noget de brænder for og som fylder dem med energi? Der er findes faktisk flow teorien, som er psykologiens svar, på det grenen af passionister forsøger at beskrive. Den fortæller netop hvordan vi lettere lærer og får en følelse af, at alting bare glider når vi er i flow. Og det er da mega fedt, hvem vil ikke opleve det? Problemet med passions teorien er dog lidt den samme, som ideen om den eneste ene. Hvis man tror på, at ude i verden findes der kun en mand/kvinde for en, så er det eddermadneme skidt hvis man fucker det op for sig selv. Det samme gælder passionsteorien. Hvorfor? Tankerne bag passionsteorien er, at hvis du blot finder frem til din sande og ægte passion, så bliver du lykkelig. Nogle flotter sig, af at tilføje "hele tiden". Men en ting
Vi blev som sagt, dem vi ALDRIG ville blive. HR. og Fru Danmark. Bare tanken ville for 10 år siden have fået mig til, at væmmes. Det evige trivielle og ensrettede liv. Det var egentlig ikke tanken om, at være som alle andre, men mere tanken om, at mit liv blev ensrettet og hult, som jeg frygtede. Alligevel sprang jeg helt frivilligt (eller det vil sige delvist da vores første barn ikke var planlagt), ud på det dybe og meget strømlignede hav, sammen med alle de andre bund naive og forblændede sjæle. Vi troede vi var anderledes. Vi troede vi kunne gøre det bedre. Men sagen er jo den, at det saft susme er svært i vores lille land, at gøre noget andet. En ting er, at vi blindt følger resten af tropperne på vejen mod det ansvarlige forældreliv. En anden ting er, at samfundets normer, kræver at vi ensrettes. Hvis man ikke ønsker sit barn i institution (det er blevet nemmere på de 10 år jeg har været mor), så ser folk skævt til en. Der må være noget man ikke har forstået, siden at man