Vi blev som sagt, dem vi ALDRIG ville blive. HR. og Fru Danmark. Bare tanken ville for 10 år siden have fået mig til, at væmmes. Det evige trivielle og ensrettede liv. Det var egentlig ikke tanken om, at være som alle andre, men mere tanken om, at mit liv blev ensrettet og hult, som jeg frygtede. Alligevel sprang jeg helt frivilligt (eller det vil sige delvist da vores første barn ikke var planlagt), ud på det dybe og meget strømlignede hav, sammen med alle de andre bund naive og forblændede sjæle. Vi troede vi var anderledes. Vi troede vi kunne gøre det bedre. Men sagen er jo den, at det saft susme er svært i vores lille land, at gøre noget andet. En ting er, at vi blindt følger resten af tropperne på vejen mod det ansvarlige forældreliv. En anden ting er, at samfundets normer, kræver at vi ensrettes. Hvis man ikke ønsker sit barn i institution (det er blevet nemmere på de 10 år jeg har været mor), så ser folk skævt til en. Der må være noget man ikke har forstået, siden at man