Når man bevæger sig ud af selvudviklings vejen, så kan man næsten ikke undgå, at løbe ind i teorier op og ned, om hvor vigtigt det er at finde sin passion. Det er jo i sig selv meget fint. Hvem vil ikke gerne have noget de brænder for og som fylder dem med energi? Der er findes faktisk flow teorien, som er psykologiens svar, på det grenen af passionister forsøger at beskrive. Den fortæller netop hvordan vi lettere lærer og får en følelse af, at alting bare glider når vi er i flow. Og det er da mega fedt, hvem vil ikke opleve det? Problemet med passions teorien er dog lidt den samme, som ideen om den eneste ene. Hvis man tror på, at ude i verden findes der kun en mand/kvinde for en, så er det eddermadneme skidt hvis man fucker det op for sig selv. Det samme gælder passionsteorien. Hvorfor? Tankerne bag passionsteorien er, at hvis du blot finder frem til din sande og ægte passion, så bliver du lykkelig. Nogle flotter sig, af at tilføje "hele tiden". Men en ting