Overskudstanker - Tanker i overskud

Hvor blev mit liv og min tid af ??!?! Det var endnu en uge på arbejdet. Jeg var som altid ved, at drukne i arbejde og i den evigt dårlige samvittighed over for både arbejde, mand og børn. De nedsunkede drømme Men der var også noget nyt undervejs. Jeg var vred på mig selv, jeg var ulykkelig over følelsen af stilstand. Af at se mine drømme, der hang der ude, ikke på nogen måde kom tættere på. En følelse af magtesløshed over for livet, for jeg følte virkeligt, at jeg stod i kviksand og kæmpede af alle kræfter for, at komme op og videre mod fremtidens drømme. Mit liv, og alt den glæde der ventede der ude. Men jeg kom ikke videre Men sådan havde jeg haft det længe og nu var jeg nået til et sted, med modløshed og følelsen af, at ville kaste håndklædet i ringen. Jeg røg så langt ned denne gang, at jeg i min desperation overvejede om, jeg bare skulle blive skilt. Er skilsmissen vejen til lykke? Det kunne være så lækker, kun at have ungerne på halv tid. Ikke fordi jeg ikke elskede

Jeg blev færdig med min cand.mag 2017. Hoppede med begge ben ned i den "fælles forståelse" om at dimittender har svært ved at få job. Dette betød, at jeg allerede inden beviset var i hus, stressede for at få jobbet i hus. Jeg tog det første og værste job jeg kunne komme i nærheden af og allerede ved samtalen, eller det følgende opkald om hvorvidt, jeg kunne starte den følgende dag, burde mine alarmklokker have skreget. Men ak nej, jeg vadede lige ud i lorten med begge. Dårlige arbejdsvilkår og alt for meget gratis overarbejde. Tilmed en rigtigt dårlig løn. Jeg sagde op inden stressen fik, alt for godt tag i mig. I dag er jeg imellem job. Jobcenteret kalder mig ledig og opfører sig som om det er en akut trussel imod samfundet, at jeg endnu ikke er i job. (jeg kører på 5 ledighedsuge) Jeg gik egentligt ind i det her ledigheds halløj med åbne arme og øjne. Men allerede i 2 ledighedsuge, allerede havde været på A-kassen en gang, jobcenteret en og en dato på opstart på

Det spørgsmål var min indgangsvinkel til denne blog. Jeg var/er kørt surt i livet. I en alder af 33 år har jeg to semistore børn, en udsigt til en fremtid med gældsoptag og en forsat fotravlet og bundet hverdag. Alt sammen noget jeg i virkeligheden hverken har lyst til eller rigtigt magter. Jeg mærker allerede nu, forventningens lænker stramme sit greb om mig. Hvordan mine behov og drømme om frihed, ikke hænger sammen med andre drømme og forventninger om arbejde og hus med stor grund og dyr. Jeg kan se og mærke hvordan jeg selv er forsvundet ind i hverdagens trummerum, i intetheden, til jeg til sidst ikke længere har kunne mærke mig selv, hvad jeg vil eller i det hele taget kan lide og drømmer om. Jeg er som selvstændigt individ og person forsvundet ud i hverdagen og jeg tar mig selv gå i panik over, at være 33 og dermed officielt ikke en af de unge mere. Ikke fordi jeg ikke er ung, men følelsen af, at tiden hvor man kunne lege og prøve sig frem på må og få, er forsvundet ud i de