Det spørgsmål var min indgangsvinkel til denne blog. Jeg var/er kørt surt i livet. I en alder af 33 år har jeg to semistore børn, en udsigt til en fremtid med gældsoptag og en forsat fotravlet og bundet hverdag. Alt sammen noget jeg i virkeligheden hverken har lyst til eller rigtigt magter. Jeg mærker allerede nu, forventningens lænker stramme sit greb om mig. Hvordan mine behov og drømme om frihed, ikke hænger sammen med andre drømme og forventninger om arbejde og hus med stor grund og dyr. Jeg kan se og mærke hvordan jeg selv er forsvundet ind i hverdagens trummerum, i intetheden, til jeg til sidst ikke længere har kunne mærke mig selv, hvad jeg vil eller i det hele taget kan lide og drømmer om. Jeg er som selvstændigt individ og person forsvundet ud i hverdagen og jeg tar mig selv gå i panik over, at være 33 og dermed officielt ikke en af de unge mere. Ikke fordi jeg ikke er ung, men følelsen af, at tiden hvor man kunne lege og prøve sig frem på må og få, er forsvundet ud i de
Kommentarer
Send en kommentar